E-Jura

Stine Helles

Cykelrytterne – de måske farligste trafikanter for os ryttere

Efter en lang dag på kontoret med retsmøder, konflikter og processkrifter, så ved jeg intet bedre, end at sætte mig op på min smukke hest Chopin og vende snuden mod skoven. Vi rider afsted i en bobbel af lyksaglighed, hvor fuglene kvidrer og harer og fasaner springer.

“Hurtigere!! hurtigere!!! Yep!! Yep!! Kom så!!!!!” Swisssj swiissj!! Vores tosomhed bliver pludselig brudt af en stamme af cykelryttere. Der pløjer gennem landskabet, som om de befandt sig midt i opløbet i Tour de France. Midt i den smukkeste natur i Danmark kommer de farende med råb og skrig i deres stramme sorte spandex dragter og mærkelige hjelme.

Ja, ja, indrømmet. Cykelsport er ikke min favoritsport. Jeg har kun set ganske korte sekvenser af Tour de France kommenteret af en mere end lummer Jørgen Leth, der hurtigt får mig til at skifte kanal.

Jeg har imidlertid aldrig set, at ruten ikke er afmærket samt lukket af for øvrig trafik, og jeg har heller aldrig set et felt af cykelryttere passere med fuld hornmusik forbi en hest og rytter.

Af Naturbeskyttelseslovens indledende bestemmelser fremgår det, at lovens formål er at give befolkningen adgang til og opholde sig i naturen og henset til, at cykelrytterne ikke befinder sig i feltet i Tour de France, da bør de imidlertid iagttage, at de også skal overholde Færdselsloven, når de passerer hest og rytter på alm. vej.

Færdselsloven gælder for færdsel på vej, som benyttes af én eller flere færdselsarter, så efter min opfattelse finder den også anvendelse på skovvejene.

I Færdselslovens § 3 er det anført, at trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, således at der ikke opstår fare, forvoldes skade eller ulempe for andre. Det fremgår endvidere af Færdselslovens § 41, at et køretøjs hastighed skal være tilpasset forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed, og at kørende skal holde en passende lav hastighed, hvor køretøjer nærmer sig heste eller kreaturer på vejen.

I Færdselslovens § 2 er et køretøj defineret som; indretning på hjul, meder, bælter, valser etc., som er indrettet til kørsel på vej, og at færdselsreglerne for kørende også er gældende for ridende i det omfang, som de kan anvendes.

Nogle af Færdselslovens regler er imidlertid uhensigtsmæssige. Henset til at en hest og rytter betragtes som et køretøj, da skal man ride i højre side af vejen altså med færdselsretningen.

Dette medfører imidlertid, at når cykelrytterne kommer bagfra uden at adressere/advare rytteren forinden og farer forbi som en hvislen i luften, så aktiveres en chip i hestens hjerne som en rød advarselslampe – der blinker ROVDYR ROVDYR for fuld udblæsning.

Jeg vælger at tro, at cykelrytternes adfærd må tilskrives slet og ret uvidenhed og ikke grov uagtsomhed og egoisme. De fleste cykelrytteres berøringsflade med dyr beror måske på hummere, allergivenlige bomuldshunde og turist heste.
Det bidrager heller ikke til cykelrytternes forståelse for hestens natur, at Politiken i artiklen “Ny bog er historien om en islandsk mountainbike på fire ben”, hvor en hest sammenlignes med en cykel.

Men en forædlet toptunet dansk ridehest kan man efter min opfattelse på ingen måde sammenligne med en cykel og ej heller en turist rundetrunte hest, som erfaringsmæssigt er heste over 20 år, som underfodres, knækkes og longeres, før de skal tolerere ukyndig turistbrug.

Heste som ikke er smertepåvirkede og berøvet deres natur, styrke og instinkter opfører sig som heste, og heste er pr. definition flygt- og byttedyr, og de reagerer ved at sparke eller flygte, hvis der kommer en cykelrytter i høj hastighed bagfra. Jeg tror ikke, at cykelrytterne er bevidste om, hvilken fare de udsætter sig selv, ekvipagen samt de øvrige trafikanter for.

En hest er designet til at reagere på sine omgivelser.

Det ville være uintelligent og med fare for hestens liv ikke at reagere på udefra kommende omstændigheder.

Heste har en blind synsvinkel lige bag sig, og de har ikke læst, at der ikke findes løver i Danmark. Henset til man efter loven skal ride i højre side, så kommer cykelrytterne bagfra.

Min egen hest Chopin reagerer sædvanligvis med lige dele indigneret fnysende fornærmelse og forskrækkelse og springer nogle meter fremad, når en cykelrytter passerer uden advarsel, med høj hastighed og alt for tæt.

Men ved en mindre rutineret og trænet hest, er det særdeles nærliggende, at cykelrytterne får skræmt hesten, så den enten løber løbsk, sparker bagud eller begge dele.

I Sverige ved man, at det kan være meget farligt at påkøre en elg. Det samme gør sig gældende for en hest. Det kan være mere 6-700 kg., som potentielt kan ramme en anden trafikant. Det er relativt, hvorvidt min veninde kan vurderes som heldig. Hun overlevede et hestespark i hovedet, men fik varige fysiske mén, smerter samt et erhvervsevnetab på 65 procent.

Dansk retspraksis inden for området er under forandring og bevæger sig desværre tættere og tættere på at ligne et objektivt ansvar i stedet for som tidligere et culpaansvar.

Det vil sige, at rytteren kan blive erstatningsansvarlig overfor en skadelidt uden at have udvist skyld.

I dommen U.1958.106 H fra 1958 kom Højesteret frem til, at et skærmstykke faldet af en motorcykel var årsag til, at hestene blev sky og løb løbsk. Motorcyklisten blev tilpligtet at betale erstatning til kusken, som kom til skade, da han forsøgte at standse hestene.

I en dom to år senere fra Vestre Landsret U.1960.958/2V blev en motorcyklist sparket af løse heste, men motorcyklisten kom selv til at bære en del af skaden, idet retten mente, at han kunne have passeret hestene uden at blive sparket.

I en væsentlig nyere dom fra 2007, i sagen U.2007.1973 V kom Vestre Landsret imidlertid frem til et helt andet resultat.

Her blev en rytter erstatningspligtig over for en cyklist, der blev ramt af hestens bagpart eller kørte ind i den. (Det står faktisk i dommens overskrift!)

Af dommens sagsfremstilling fremgår det endvidere, at mountainbike cyklisten passerede hesten på en kun 2 m bred sti, og at forbikørslen skete med kun ca. en halv meter imellem ekvipagen og cyklisten. Rytteren forklarede under hovedforhandlingen, at cykelrytteren ikke sænkede farten, hvorved hesten blev bange, men uagtet sagens faktum kom 2 ud af de 3 dommere frem til, at rytteren havde handlet ansvarspådragende ved ikke at have det fulde herredømme over sin hest.

I dommen U.1928.88H fra 1928 kom Højesteret frem til, at skadelidte havde handlet ansvarspådragende ved at ride tæt på en tøjret hest, hvorfor der ikke blev tilkendt erstatning.

I en anden dom fra 1921, U.1921.933 havde en hest gjort en svingning med bagkroppen ud mod et forbipasserende automobil og var herved blevet påkørt.

Retten anfører i dommen: “Vejens bredde var kun 3 1/2 meter, og ulykken fandt sted ud for et markled, der stod åbent, ved hvis stilling den i forvejen smalle vejbane blev yderligere indsnævret, således at muligheden for forbipassering uden uheld blev forringet.” Retten frifandt rytteren og lagde til grund: “Det er ikke oplyst, at skaden ikke kunne have været afværget ved den agtpågivenhed og omhu, der udkræves ved benyttelsen af motorkøretøjer.”

I de ældre domme har retten en korrekt og relevant forståelse for, at man ikke udviser god bonus pater adfærd ved at passere en hest på et sted, hvor vejbredden er mindre end 31/2 meter, mens i ovenstående dom fra 2007 bliver rytteren erstatningspligtig, hvor cyklisten passerede ekvipagen med kun 1/2 meters afstand.

I en af mine egne sager tilkendegav dommeren under hovedforhandlingen: “Jeg har aldrig haft et dyr – højst en edderkop”. En dommer dømmer selvsagt ud fra de forudsætninger, som han har og eventuelle skønserklæringer i sagen, men kan man nogensinde have det fulde herredømme over et dyr?

I Færdselsloven § 54 er det anført, at man skal være i stand til at føre et motorkøretøj på fuld betryggende måde, mens er man fører af cykel eller hest skal man være i stand til at føre det på betryggende måde. Et dyr er efter min opfattelse styret af instinkter og natur og vil aldrig være 100 procent under kontrol, så vil der jo ikke være tale om et dyr. Man er nødt til at iagttage, at der kan være udefrakommende omstændigheder, der kan være årsag til dyrets adfærd, og inddrage dette i bedømmelsen.

Uagtet om hesten havde flyttet på sig eller ej, da er parterne i dommen fra 2007 så tæt på hinanden, at et lille skred fra cyklen eller et rådyr fra skovbrynet kunne have resulteret i et sammenstød.

Færdselsloven forudsætter, at man skal kunne stoppe for enhver påregnelig hindring, men det forventes ikke, at en trafikant skal kunne forudsige det uforudsigelige.

En hest er jo designet til at reagere på sine omgivelser, det kan man altså ikke lave om på – i hvert fald ikke endnu.

For os som ønsker og har et dyr, hvor intelligens, nerve og brugsværdi er i højsædet, og som har en hest som reagerer, som en hest bør gøre, da vil jeg mene, at det er risikovillig adfærd, når en cyklist kører så tæt på.

Det er efter min opfattelse, ikke hvad en god Bonus Pater cykelrytter bør gøre, og cyklisten har i høj grad udvist egen skyld og selv medvirket til sin skade.

Desværre er der en tendens til i Danmark, at gøre det naturlige unaturligt, og selvsamme tendens ses desværre i administrationen af Hundeloven, hvor hunde aflives som følge af mindre bid, der i mange tilfælde bedømmes helt uden for kontekst og meget forskelligt i de enkelte retskredse.

Hest venligst udlånt af Ylwa og Mats Woxmark – Dalecarlian Horseback Archery Academy https://en.beridetbagskytte.se/

En nyere dom fra 2011 går i forfriskende modsat retning U.2011.2164 V.

Her kom Vestre Landsret frem til, at en hesteejer ikke var ansvarlig for skade, som et føl havde forvoldt ved at sparke bagud og ramme den person, som stående bagved havde klappet hesten bagi.

Her anerkendte retten, at en hest reagerer, helt som den skal, når en person udviser denne form for risikovillige adfærd.

I den pågældende sag var der imidlertid tale om en skadelidt, som havde en vis form for hestekundskab, hvilket blev inddraget i rettens afgørelse.

Man kan derfor ikke nødvendigvis tage denne dom til indtægt for, at en dommer i en tilsvarende sag med en skadelidt som ingen hestekundskab har ville nå frem til samme konklusion.
“Horses do kick” som den dygtige berider Albert Oestermaier siger på sine træningsvideoer.

Det er helt naturlig adfærd, hvorved hesten eliminerer eventuelle rovdyr. Da hesteblev benyttet i krig, perfektionerede man denne adfærd ved øvelsen Capriole som et ekstra våben, som særdeles effektivt fjernede soldatens fjender bagtil.

Ifølge Lov om Hestehold skal man som hesteejer tegne en forsikring, der dækker skader forvoldt af løsgående heste. Denne forsikring dækker derfor ikke skader forvoldt af heste, som bliver ført eller redet. Et eventuelt erstatningsansvar i andre sammenhænge skal stadig vurderes ud fra en culpa (skyld) vurdering, men retten inddrager ikke nødvendigvis hestens naturlige instinkter og adfærd i sin bedømmelse af skyldsspørgsmålet.

Hest venligst udlånt af Ylwa og Mats Woxmark – Dalecarlian Horseback Archery Academy https://en.beridetbagskytte.se/

Jeg håber, at man såvel i udformningen af lovgivning samt i retspraksis i fremtiden vil bedømme det naturlige som naturligt, og at alle parter vil udvise gensidig hensynsfuldhed og agtpågivenhed, således at vi alle kan nyde dyrene og naturens herligheder og færdes mere sikkert.

I mellemtiden kan jeg kun anbefale enhver hesteejer og rytter til at have tegnet en god og dækkende forsikring.